søndag den 12. december 2010

Den koldeste søndag...

Anne-Mette er endelig kommet godt igang
Anne-Mette Funch Petersen

Som I kan se fra Anne-Mettes udsigt, var det godt, at vi skulle være inde på Vesterbros Kulturhus. Det sneede så meget, at kun tre af os nåede frem - vi havde til gengæld en snakkesaglig og lettere produktiv  eftermiddag.

Vi fandt også frem til datoer i den kommende forårssæson, som jeg lige vil skrive her. Senere kommer der flere informationer på.

9. januar: Nationalmuseet
30. januar: Vor Frue Kirke, Nørregade 8, København K., kl. 13.00-17.00. Fri entré
20. februar: Medicinsk Museion, Bredgade 62, kl. 13.00-17.00. Entré 50 kr.
13. marts: Teatermuseet i Hofteatret, Christiansborg Ridebane 18 (kontor i nr. 10), kl. 13.00-16.00! Entré 40 kr.
3. april: Cirkusmuseet, Cirkusmuseet i Hvidovre, Avedørelejren, Hovedporten 6, 2650 Hvidovre. Kl. 12.00-15.00 Bemærk det fremrykkede tidspunkt!! Bus nr. 133 stopper umiddelbart uden for museet ved hovedporten til Avedørelejren. Bus nr. 1 A stopper ved Avedøre Skole, som ligger 5 min. gang fra museet. Bus nr. 65 E stopper ved Avedøre Tværvej 5 min. gang fra museet.
S-togene A og A+ kører til Avedøre St. der ligger 15 min. gang fra museet. 
1. maj: Fælledparken (skål!). Vi mødes på hjørnet af Universitetsparken og Edel Sauntes Allé ved dén indgangen til Fælledparken. Fri entré og der er sikkert sort af mennesker. Alternativ, hvis det regner? Måske Zoologisk Museum, som er tæt på.
22. maj: Dyrehaven, Indgangsporten ved Klampenborg Station. 13.00-17.00. Fri entré
12. juni: Havnerundfart/Nyhavn + ny plan, Vi mødes ved det store anker i Nyhavn og sejler en tur, for at returnere og hygge os med at lægge nye store planer for fremtiden.


Grethe Nielsen

Laise er kommet godt i gang

Laise Bang

mandag den 15. november 2010

De har skruet op for varmen!


Der sker forandringer på den kongelige afstøbningssamling. Varmen er mærkbar, og så bliver der flyttet om og rumsteret med forskellige statuer. For første gang syntes jeg, at det ligefrem var behageligt at være der, og jeg kom ikke længere end til stueetagen.
Vi var hele fem fremmødte: Fritz, Anne-Mette, Laise, Kirsten og undertegnede, som alle trængte til at "komme igang"! Mine tegninger kan ses her... når vi mødes næste gang på Vesterbro Beboerhus, vil jeg bruge en halv time på at vise, de der er interesserede, hvordan man kan lægge sine tegninger og skrive indlæg på denne blog.
Næste gang bliver den 5. december på Vesterbro Kulturhus kl. 10.30-16.30 Pris: 330 kr. som deles mellem deltagerne. PLUS planlægning af foråret. Adresse: Lyrskovgade 4, 3.sal, 1758 København V


NB: Husk at tage frokost og drikkevarer med til eget forbrug.
Grethe ;-)

tirsdag den 9. november 2010

Så er der ikke flere våde undskyldninger!!!

Tegning: Grethe Nielsen
Jeg har selv været forhindret de seneste mange gange i at få blyanten frem i lyset - især fordi det mange gange rent ud sagt har været elendigt vejr, og vi har skullet mødes udendørs! Nu er det slut med den undskyldning for på søndag skal vi igen kravle ind i Gipsafstøbningens hvide og oldgamle varme (det kan nu godt være ret køligt dér også...) Hvis man vil, kan man fokusere på linjerne og deres indbyrdes forhold ("gør man ikke altid det, når man tegner?") jooo, men måske ikke så bevidst. Lige nu hælder jeg selv mest til blot at følge mit øjes lyst og tegne derfra...
Husk at Afstøbningen først åbner kl. 14.00!!

søndag den 22. august 2010

Det kan også blive for meget...

Eva, Anja og undertegnede mødtes ved indgangen til Botanisk Have fulde af optimisme og gå-på-mod. En smule regn var ikke for noget at regne...
Men det blev alligevel for surt... vel ankommet til hjemmet har jeg forsøgt at skildre det generelle udsyn denne eftermiddag.
Naturligvis klarede det op og blev fint solskin, efter vi havde taget afsked med hinanden. Sådan er det bare nogle gange.
Husk... næste gang bliver der mulighed for at opleve det nye Carlsberg-område.
Grethe ;-)

søndag den 1. august 2010

Efterårssæsonen 2010

Så har jeg endelig fået renskrevet den kommende tegneplan. Der er ikke mange nye steder, Carlsberg Byen undtaget, men til gengæld er der nu temaer på alle søndage, som kan være med til at skabe større fokus på processen. Vesterbro Kulturhus er reserveret fra min side, men jeg mangler den endelig bekræftelse fra dem.
Mine 14 dage på Ærø Kunsthøjskole var en indsprøjtning af inspiration i stor skala, og jeg synes på vanlig overskruede efterferie facon, at ALLE skal opleve det samme! (Selvom der vist er skumle regeringsplaner om at ødelægge det økonomiske grundlag for at afholde 14-dages sommerkurser?!)
Vores første søndag den 22. august bliver afholdt i Botanisk Have, hvor emnet er konturtegning. Det gjorde vi en del af på højskolen, så derfor viser jeg her et eksempel på, hvordan sådan en tegning kan komme til at se ud...
De bedste hilsner
Grethe

lørdag den 12. juni 2010

Galopbanen venter vores streger den 27. juni!!

Pewwh... sikke en sommer! Vores møde den 30. maj i Nordhavnen lød som et spændende nyt sted, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg bakkede ind i lejligheden igen, da jeg så på vejret. Var der andre med mere mod den dag?

Well... nu nærmer vores sidste søndag sig for denne sæson. Og til det vil jeg sige, at UANSET vejret kommer jeg. Der må da for pokker være et halvtag, man kan sidde under - og så er der galop, hvilket jeg aldrig har overværet før - OG så skal vi - ikke mindst - vælge nye datoer og steder til efteråret!!!

Så, kom alle den 27. juni ud til Klampenborg Galopbane! Der er sikkert mange mennesker den dag, så det er bedst, at vi er ved indgangen klokken 11!! (portene åbnes kl. 10 og væddeløbene kl. 12.30.)

Sådan kommer du dertil:
Klampenborgvej 52-56, Transport fra Københavns Hovedbanegård: Stig på Regionaltoget RE2101 mod Helsingør Station eller S-Tog mod Klampenborg.
Stig af på Klampenborg Station. Stig på Bus 388 med retning mod Lyngby Station. Stig af ved stoppested Krathusvej, lige ud for Galopbanens Hovedindgang. Entré: 100 kr. Pensionister halv pris.


Jeg glæder mig...
Grethe

søndag den 9. maj 2010

Jeg gik lidt amok med farverne i dag

Hej Alle

Vi var en 5-6 stykker til tegning i dag på Christianshavn. De fleste gik ind i Vor Frelser Kirke, da det var temmeligt koldt. Her er hvad jeg har præsteret. Beklager at min scanner falmer farverne lidt.




Tegning: Meget fortolket version af altertavlen






Tegning: Motiv fra prædikestolen











Tegning: Tårnet på Vor Frelser Kirke




Forsinket tegning fra Glyptoteket.

Hej Alle
Da min scanner har været i udu, er her en enkelt tegning fra tidligere (Glyptoteket).

Jeg har her prøvet at arbejde med tusch og bruge blyant til farvelægning og for at indikere et bestemt materiale. Jeg syntes at det fungerer meget godt.
Der er flere som har kommenteret at denne tegning er uhyggelig, og det er jeg rigtigt glad for, for så har jeg fået budskabet rigtigt, det er en mor som holder sin døde søn i armene.

søndag den 11. april 2010

Alle ville ind på Glyptoteket!

Det var søndag, det var solskin, det var gratis og alle ville se gamle statuer på Glyptoteket - ligesom vi 5-6 stykker, der havde lyst til at tegne.
Jeg nåede at "begribe" to skulpturer, det vil sige, det undrer mig konstant at opleve, hvor mange detaljer man kan blive ved med at finde på et motiv, hvis man blot bliver siddende og kigger.
Tegninger: Grethe Nielsen


PS: Der er begrundet håb om, at andre fra gruppen lægger nogle af deres tegninger på webben!

mandag den 15. marts 2010

De syv "små" tegnere på Statens Museum for Kunst

Tegning: Jytte BarnettTegning: Maria P. HansenTegning: Grethe NielsenTegning: Grethe Nielsen

Som overskriften antyder, var vi syv entusiastiske individer, der mødte hinanden i de flotte omgivelser på Statens Museum for kunst. Jeg prøvede selv at betragte en skulptur i fem minutter for bagefter at forsøge at tegne den efter hukommelsen. Lærdom: Min iagttagelsesevner kan blive meget bedre! Det er sikkert en evne, der kan optrænes, men jeg har også en tydelig fornemmelse af, at nogle mennesker må være født med en "fotografisk" hukommelse.

søndag den 31. januar 2010

I Thorvaldsens kølige nærvær



















Tegninger: Grethe Nielsen

Det var den søndag, hvor storbyen var tyst af sne, og vi havde besluttet at mødes på Thorvaldsens Museum, fordi det sikkert ville være for koldt til at være ude... det var også koldt indendøre, kan vi hilse og sige! Fritz kunne i dag godt forstå, hvorfor Thorvaldsen var emigreret til Italien. Men vi var i alt seks personer - heraf to nye - som fik en meget produktiv eftermiddag ud af det. Eftersom det hovedsageligt er mig (imod min vilje), der uploader tegninger, vil jeg for variationens skyld også uploade en tegning/skitse fra mandens egen hånd - Thorvaldsen altså, så I kan se, hvordan forarbejdet til et mesterværk kan se ud ;-)  De bedste hilsner Grethe

tirsdag den 12. januar 2010

Metalsvinet i vore sind...

Tegning: Grethe Nielsen
Til min store overraskelse og glæde var vi i alt fem deltagere på Den Kgl. Afstøbning ved havnekajen denne vanvittigt kolde søndag den 10. januar, brrrrr...... Jeg var forberedt på at være den eneste, fordi flere havde meldt afbud. Vi besluttede os for at tegne det samme motiv, og det viste sig at være en god ide ved den efterfølgende snak, som vi holdt i det nye teaterhus (der var varmt!) Metalsvinet, som er en kopi af den originale, der står på Uffizi i Firenze, var en reel udfordring. Merete formulerede det således: Hvordan tegner man, så der ingen tvivl er om, at det er en skulptur og ikke et levende dyr? Svaret blæser stadig ud over Københavns havn. Mit eget forsøg herover har ikke meget med en skulptur at gøre... måske en sokkel ville skære det ud i pap? Gode forklaringer modtages derfor!
Næste gang - på Thorvaldsens Museum - vil vi lave en anden øvelse: Betragt et motiv i 15 minutter. Vend dig bort fra motivet. Tegn, det du husker.
De bedste hilsner Grethe

fredag den 8. januar 2010

Så skal kalenderen findes frem!

Syv søndage i foråret er nu programsat. Det er egentlig ikke bevidst, at vi ikke denne gang har sat inspirerende temaer på søndagenes møder, men lad os evaluere til juni, om vi har savnet temaerne, så er det nemt at indføre dem igen? Du kan også bare komme med noget, der har inspireret dig, og dele det med os, inden vi begynder at tegne.
Jeg glæder mig til at komme i gang igen. Grethe ;-)
...............................................................................................

31. januar: Thorvaldsens Museum, kl. 13-17, Bertel Thorvaldsens Plads 2, Entré: 20 kr. Pensionister: 10 kr. Udstilling: Krop & Kanon: Udstillingen Krop & Kanon sætter spot på kunst, idræt og kropskultur fra antikken til 1930’erne gennem et stort og alsidigt materiale: Marmorskulpturer, græske vaser og modeltegninger får følgeskab af fotografier, anatomiske album og en muskelmand i gips. Et helt rum er viet til Thorvaldsens egen krop. Her kan man bl.a. se hans hår, livsmaske og obduktionsrapport.

21. februar: DGI-byen, kl. 13-17, Tietgensgade 65, entré: vist gratis (?) Vi mødes ved hovedindgangen.
14. marts: Statens Museum for Kunst, kl. 13-17, Sølvgade 48-50, entré: gratis
11. april: Glyptoteket, kl. 13-17, Dantes Plads 7, entré: søndag gratis ;-)
9. maj: Christianshavn, kl.13-17, Christianshavns Torv. Vi mødes ved grønlænderskulpturen.
30. maj: Nordhavnen/Kalkbrænderihavnen, kl. 13-17, bus 26 fra Rådhuspladsen og Kongens Nytorv stopper i Kalkbrænderihavnsgade eller tag S-toget til Nordhavn st. Vi mødes ved stoppestedet for bus 26.
27. juni: Klampenborg Galopbane + afslutning på sæsonen, kl. 11-17!!!, Vi mødes ved indgangen.
Klampenborgvej 52-56, Transport fra Københavns Hovedbanegård: Stig på Regionaltoget RE2101 mod Helsingør Station eller S-Tog mod Klampenborg.
Stig af på Klampenborg Station. Stig på Bus 388 med retning mod Lyngby Station. Stig af ved stoppested Krathusvej, lige ud for Galopbanens Hovedindgang. Entré: 100 kr. Pensionister halv pris.
Årets uden sammenligning største begivenhed på Klampenborg Galopbane er Dansk Derby. Løbet som alle vil vinde og mange tusinde mennesker elsker at overvære - kort sagt, en sportslig folkefest. Portene åbnes kl. 10.00 og væddeløbene begynder kl. 12.30.