Med baggrund i tegnekurser afholdt af kunstner Bjørn Kirk på Borups Højskole er denne gruppe opstået i 2006. Gruppen mødes ca. hver tredje søndag for at bruge eftermiddagen på at tegne, holde lysten vedlige og hinanden med selskab. Dagene indledes med en kort peptalk om et aspekt ved tegning, som man kan følge eller lade være. Derefter er der tid til fordybelse. Sidst på eftermiddagen samles man igen for at kommentere hinandens arbejder.
søndag den 7. juni 2009
Solstreger mellem to regnbyger
Tegning: Ernst
Tegning: Grethe Nielsen
Turen til Dragør blev bedre end vejrudsigten havde lovet, og vi blev flere end forventet - fem personer i alt. Det er især de gamle bygninger og skibene i havnen, der falder i øjnene, selvom der også er meget menneskemylder og forretningsliv. Men det er skibene, mågerne, og så de karakteristiske huse, der gør Dragør speciel. Vi var enige om, at skibe ved første øjekast ser enkle ud, men der er alligevel så mange kurver, at skibene nemt kommer til at se synkefærdige ud, hvis man ikke får rigtigt fat i dem. Ernst havde forberedt sig og taget en "opskrift" med på, hvordan man tegner både... jeg har fundet en tilsvarende opskrift på YouTube. Se den! Man kan sige, at det bliver stereotype både, der ikke ligner dem, man ser i virkeligheden, men som øvelse til at gennemskue den grundlæggende struktur er opskriften fin, synes jeg.
Vi fik lagt en slagplan for efterårssæsonen: Den kommer i renskrevet stand om noget tid, men datoerne ligger fast: 30. august/20. september/11. oktober/ 1. november /22. november /13. december / 10. januar 10.
Indtil vi ses igen, håber jeg, at der tegner sig en smuk sommer for os alle.
Grethe
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar